Idéen bag bogen
Jeg vil gerne fortælle børn om alle de spændende, sjove og nogle gange dødsensfarlige væsener, der har været kendt siden tidernes morgen, men som nu er blevet glemt.
I min bog om Joachim, der er vogter for “de glemte” væsener”, vil jeg præsentere læserne for mange af de væsener, der i utallige år var en del af danskernes liv, som fx alfer, drager, mosekoner, og lindorme. Disse spændende væsener møder vi efterhånden kun glimtvis i julekalendere, i tegnefilm eller i barndommens eventyr.
Jeg vil give læseren et indblik i den gamle danske folketro, som var levende og virkelig for de fleste danskere i mange mange hundrede år.
Det er ikke en børnebog om magi og overtro, men en moderne bog der foregår i “nutiden”, men med glimt af den gamle danske folketro. Bogen er også en forestilling om, hvordan mødet med “de glemte” væsener kunne foregå for 10-11-årige børn den dag i dag.
Helt tilbage i historien fra før Vikingetiden troede man i Danmark på, at der fandtes levende væsener i skovene, i vand, oppe på himlen, og på jorden, som ikke var dyr eller menneskeskabninger.
Væsener som alfer, drager, lygtemænd og ildsalamandre levede side om side med menneskerne. Nogle af dem var venlige og hjælpsomme, som bondegårdenes nisser. Andre kunne være luskede og ikke altid til at stole på, som lygtemændende i moserne eller havfruerne i havet. Og andre igen var onde og ville dræbe menneskerne, hvis de kom for tæt på dem, som lindorme eller elverpiger.
Op gennem tiden har disse væsener levet side om side med menneskerne, ligesom menneskerne også har gjort med naturen og dyrene.
Da så den såkaldte industrialisering kom i gang, og menneskerne fik maskiner til gøre alt det tunge arbejde, var der pludselig ikke længere brug for de venlige væseners hjælp. Og samtidig med begyndte menneskerne kun at tro på de ting i livet, som de kunne bevise på videnskabelig vis eksisterede, eller som de direkte kunne se med deres øjne.
Så de glemte efterhånden alt om nisserne i laderne, som de ikke længere behøvede. Og de glemte alt om alfer, luft-sylfider og mosekoner, for de kunne ikke se dem (væsenerne er meget sky og smutter lyn-hurtigt væk, hvis de hører et menneske).
Og kunne man ikke se væsenerne, så var det jo nok fordi væsenerne ikke eksisterede, mente menneskerne.
I min bog om Joachim, der er vogter for “de glemte” væsener”, vil jeg præsentere læserne for mange af de væsener, der i utallige år var en del af danskernes liv, som fx alfer, drager, mosekoner, og lindorme. Disse spændende væsener møder vi efterhånden kun glimtvis i julekalendere, i tegnefilm eller i barndommens eventyr.
Jeg vil give læseren et indblik i den gamle danske folketro, som var levende og virkelig for de fleste danskere i mange mange hundrede år.
Det er ikke en børnebog om magi og overtro, men en moderne bog der foregår i “nutiden”, men med glimt af den gamle danske folketro. Bogen er også en forestilling om, hvordan mødet med “de glemte” væsener kunne foregå for 10-11-årige børn den dag i dag.
Helt tilbage i historien fra før Vikingetiden troede man i Danmark på, at der fandtes levende væsener i skovene, i vand, oppe på himlen, og på jorden, som ikke var dyr eller menneskeskabninger.
Væsener som alfer, drager, lygtemænd og ildsalamandre levede side om side med menneskerne. Nogle af dem var venlige og hjælpsomme, som bondegårdenes nisser. Andre kunne være luskede og ikke altid til at stole på, som lygtemændende i moserne eller havfruerne i havet. Og andre igen var onde og ville dræbe menneskerne, hvis de kom for tæt på dem, som lindorme eller elverpiger.
Op gennem tiden har disse væsener levet side om side med menneskerne, ligesom menneskerne også har gjort med naturen og dyrene.
Da så den såkaldte industrialisering kom i gang, og menneskerne fik maskiner til gøre alt det tunge arbejde, var der pludselig ikke længere brug for de venlige væseners hjælp. Og samtidig med begyndte menneskerne kun at tro på de ting i livet, som de kunne bevise på videnskabelig vis eksisterede, eller som de direkte kunne se med deres øjne.
Så de glemte efterhånden alt om nisserne i laderne, som de ikke længere behøvede. Og de glemte alt om alfer, luft-sylfider og mosekoner, for de kunne ikke se dem (væsenerne er meget sky og smutter lyn-hurtigt væk, hvis de hører et menneske).
Og kunne man ikke se væsenerne, så var det jo nok fordi væsenerne ikke eksisterede, mente menneskerne.